Nørreskovgaard, Tømmerup, Nørreskovvej 9, 4440 Mørkøv, matr. nr. 5 a m.fl Tømmerup by, Undløse
Min beskrivelse af Nørreskovgård begynder lidt før min slægt fik tilknytning til gården, nemlig i 1838, hvor Anders Hansen den 30. marts underskriver fæstebrevet til Torbenfeld Gods om overtagelse af fæstet fra 1. januar 1837. (Torbenfeld Fæsteprotokol 1771-1886, side 385, ops. 387).
Anders Hansen gifter sig i marts 1837 med pigen Ane Larsdatter, der imidlertid dør i maj 1843. De får 2 børn sammen.
Allerede i august 1843 gifter han sig igen med min tipoldemor Karen Olsdatter fra Kirke Sonnerup med hvem han får 3 børn indtil hans død i september 1855.
Karen Olsdatter indtræder i fæstet som enke indtil hun i juni 1859 gifter sig med min tipoldefar Rasmus Jensen, der kommer fra Ejby sogn.
Rasmus Jensen overtager herefter fæstet jfr. fæstebrev af 23. august 1860 (Torbenfeld Fæsteprotokol 1771 - 1886, side 523, ops. 525).
Jfr. fæstebrevet omhandler gården matr. nr. 5, 27 og 28 af Tømmerup by, Undløse.
I 1863 får de en søn, min oldefar Anders Rasmussen.
I februar 1883 dør Rasmus Jensen og Karen Olsdatter indtræder igen i fæstet som enke og ifølge Folketællingen 1. Februar 1890 er hun anført som gaardfæsterske og sønnen Anders Rasmussen som gaardbestyrer.
1. Juli 1890 overtager Anders Pedersen, Bennebo fæstet på gaarden (Torbenfeld Fæsteprotokol 1886 - 1920, side 59, ops. 31), men således at Karen Olsdatter fortsat kan blive boende på gården, hvor hun dør i januar 1892.
Anders Rasmussen bliver i Tømmerup, hvor han i november 1892 bliver gift med min oldemor Johanne Marie Jørgensen og jfr. Folketællingen i 1901 bor de med 6 børn hos Gdr. Jens Peter Jensen i Tømmerup. Den 1. maj 1901 flytter familien til Bakkehøj, i Simmenfeldt (se denne)